Oskars fødsel tirsdag d. 7. november 2006

 Vågnede kl. 03:30 af en ve. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide at det faktisk var en ve, men det kom hver 10. minut i 20-30 sekunder, de næste 4 timer. Axel og Lars sov fint, og jeg sov også lidt mellem nogle af dem. Kl. 06:30 stod jeg op. Axel og Lars sov videre til jeg vækkede dem kl. 07:15. Vi lå i sengen et kvarters tid (Axel er rigtig dårlig til at blive vækket), og stod så op. Lars spurgte om jeg ville køre ned og aflevere Axel, men jeg takkede nej, og fortalte at jeg havde veer. Han blev lidt bleg, og troede det var lige oppe over. Men nej. Jeg kunne berolige ham. Veerne var ikke kraftige, og med 10 minutter imellem, havde det lange udsigter.

 Jeg gik ned og lavede morgenmad, og veerne blev uregelmæssige. Nu kunne der være 15-20 minutter imellem, og de varede ikke så længe. Vi spiste, og Lars kørte ned med Axel i dagplejen. Kl. 10:20 var jeg på toilettet, og der røg slimproppen. Det oplevede jeg ikke med Axel, så det kom lidt bag på mig. Med den kom også lidt tegnblødning, men veerne ændrede sig ikke.

 Kl. ca. 13 ringede jeg til min mor, og aftalte at hun skulle hente Axel. Veerne er stadig ikke til noget, 10-30 minutter imellem, men fødslen er jo på vej, så ingen grund til at bringe Axel hjem til en mor med smerter. Min mor mener bestemt jeg skal kontakte fødegangen, og det er også min plan, hvis der stadig ikke er sket noget ved 16-tiden. Det kan jo være, at de kan tage vandet, og sætte lidt skub i tingene. Vi aftaler, at min far henter autostolen efter arbejde.

 Kl. ca. 14 går jeg i bad, og er glædeligt overrasket over, at det varme vand faktisk tager toppen af ve smerterne. De har ret, de kloge jordemødre. Men intet varer evigt.

 Klokken nærmer sig 16, og jeg synes veerne bider lidt mere. De er også blevet lidt hyppigere. Vi beslutter at spise lidt mad, for vi skal forhåbentlig på fødegangen inden for et par timer. Kl. 16:20 ringer min lillebror, og spørger om der er noget under opsejling. Jaaahhhh, griner Lars, for jeg får en ve i samme øjeblik. Og så gik vandet. Det vælter ud. Min lillebror ringer af, han vil ikke forstyrre. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det er samme følelse, som dengang med Axel. Jeg beslutter at blive siddende til jeg har spist færdig. Jeg ved at det vælter ud, så snart jeg rejser mig op, så jeg kan lige så godt vente lidt. Min far kommer, og jeg har en ve igen. Nu gør det rigtig ondt, og ret ofte. Min far kører igen, og jeg bevæger mig mod toilettet. Jeg går på et håndklæde, for ikke at dryppe alle vegne. Det er ret komisk. Flere veer senere er jeg endelig nået derud. (Der er ca. 10 meter). Der kommer veer hele tiden, og da Lars har hentet skifte tøj, beder jeg ham ringe til fødegangen. Veerne er blevet til presseveer på et øjeblik, så da Lars får en jm i røret, kan hun høre jeg presser. Hun insisterer på at snakke med mig, men der går lige at par minutter, inden jeg har pause.

 Jeg får hende i røret, og hun siger hun kan høre jeg presser, og nu vil de rekvirere en ambulance. Nej, come on, giv mig et øjeblik, så tager jeg tøj på, og vi kører til hospitalet. Men så kommer næste ve. Lars får røret, og jeg synes en ambulance lyder som en god idé. Jm siger til Lars, at jeg skal ned og ligge, for tyngdekraften hjælper os ikke. Jeg har ikke lyst til at ligge ned, for det er dejligt befriende at kunne bruge hele kroppen i veerne. Efter et par veer, og lidt overtagelse, lader jeg Lars hjælpe mig ned at ligge på gulvet i entréen. Jm forsikre os om, ambulancen er på vej. Hun sender Lars efter rene håndklæder. Hun siger at jeg skal prøve at gispe gennem veerne, men efter et par forsøg uden særlig succes, glemmer jeg alt om det igen.

 Jeg sender Lars ud og hente æblejuice i køleskabet. (Jeg havde købt juice og kiks til hospitalsopholdet, men kan godt se, at det bliver der ikke noget af). Lars siger han kan se det begynder at bule ud. Jm kommanderer Lars til at lægge røret, og være klar til at tage imod barnet med begge hænder. "Så meget buler det heller ikke" siger Lars forskrækket, men lægger alligevel røret. Selvom telefonen er på medhør, kan vi ikke høre hvad jm siger, så Lars råber noget om at tale højere. Og så banker det på døren. "Kom ind, for fanden" råber Lars, og der træder to Falckmænd ind I "fødestuen". Den ene (ham der hedder Flemming) går op til nord enden og spørger til mig. Den anden (der hedder René), bliver i syd enden, og Lars spørg om han har den. "Nej" siger han, "jeg skal lige pakker noget udstyr ud".

 Jeg presser, når jeg har en ve, men får krampe i baglårene. Vildt irriterende. Flemming masserer mit ene ben, og det er hjælper på kramperne. René har pakket sterilt grej ud, og Lars kan gå op og holde mig i hånden. Lars siger, lidt betuttet: "Det har I sikkert prøvet en million gange før?". De kigger på hinanden, og René siger: "Ikke en million gange, men et par gange er det da blevet til". I næste ve kommer hovedet ud, og til min store overraskelse, svier det helt vildt. Det havde jeg i hvert fald glemt alt om fra sidst, og jeg kan slet ikke ha´ det. "Tag ham ud, tag ham ud nu" råber jeg, og presser igen. Så er Oskar født. Klokken 17:08, fire minutter efter Falckmændenes ankomst.

 De lægger Oskar på håndklædet mellem mine ben, så de lige kan se på ham og suge ham. Da de selvfølgelig ikke er super rutinerede i det, går der lidt tid, (læs: 30-40 sekunder), og jeg spørg om han er okay. Det er han, og jeg får ham op til mig, pakket i folietæppe. (Det virker isolerende, så han ikke bliver kold). Jeg har stadig bluse på, så han kommer ikke ind på maven. Flemming holder øje med ham, og suger snask væk en gang imellem, mens René lige ser efter, at jeg ikke bløder helt vildt.

 Jeg beder Lars hente kameraet, så der kan tages billeder. Lars når også at filme lidt, inden navlestrengen skal klippes. Flemming fotograferer for os, mens Lars klipper. René siger at jeg bare skal presse, hvis jeg føler for det, for moderkagen skal jo også fødes. Han spørger Lars om vi har en pose til moderkagen (for den skal med på hospitalet og ses efter af en jm). Lars spørger: "Hvor stor vil du ha´ den?", og kommer med en sort sæk. Lige i overkanten. Jeg rækker selv armen op, får åbnet skuffen over mit hoved, og beder Flemming tage en alm. affaldspose frem. Jeg ved jo hvor de ligger. René måler mit blodtryk, det er helt fint.

 Jeg føler ikke rigtigt for at presse, og vi begynder at forberede afgangen til hospitalet. Lars går med Flemming ud og henter båren, og de kører ambulancen tættere til huset. Lars får Oskar, mens Flemming og René hjælper mig på benene. Jeg mener sagtens jeg kan gå ud ti båren selv, men det er lidt specielt med navlestrengen hængende ud, og kun en bluse på. Og så er det også lidt koldt. Jeg får et håndklæde om mig, og kommer op på båren, der står ude foran døren. Vi bliver enige om, at Lars lige får samlet vores ting sammen, og så kører til hospitalet i vores egen bil.

 Da de kører mig ud i ambulancen kigger jeg op på genboens hus (ambulance holder lige foran), og i vinduet står deres søn på 11-12 år og kigger ud. Det er jo ikke hver dag der holder en ambulance i forhaven. Ind med mig, og Lars kommer ud med Oskar. Jeg får målt blodtrykket igen, og får en (puls) måler på fingeren. Så er vi på vej. Vi kører med udrykning (uden lyd), men det er vidst mest af princip. René sidder bag i sammen med mig, og udfylder ambulancerapporten. Han fortæller, at de ikke må gøre noget for at få moderkagen ud. (På hospitalet hiver de i navlestrengen, mens man presser). Det er fordi der er risiko for en større blødning, og det er de ikke gearet til at håndtere. Fint med mig. Efterveerne er så småt begyndt, og dem kunne jeg godt undvære.

 Jeg spørger til deres erfaringer med fødsler, og René fortæller at han har prøvet det 3 gange før. Og 2 andre gange var barnet født, da de ankom til huset. Nå, men så er de nu en erfaring rigere. Jeg kan ikke klage over deres ekspertise. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre fødsel.

 På Herlev kører de mig op på fødegangen. Her bliver vi modtaget af den jm (Sinni) Lars havde talt i telefon med. Jeg kommer (Ikke særlig let, men meget elefant) over på briksen, mens en jm stud. holder Oskar. Falckmændene bliver tilbudt en kop kaffe, og går ud mens jeg bliver undersøgt. Ud med moderkagen. Der er rimelig gang i efterveerne, men det jo godt, minder Sinni mig om. Jeg skal have et sting eller to, men ellers ser det fint ud. Falckmændene kigger ind på stuen, og ønsker held og lykke, inden de kører videre. Tak for hjælpen.

 Oskar bliver set efter, vejet og målt. Han er perfekt. Vejer 4210 gram, og måler 53 cm.