Axel er i evig udvikling, og det medbringer nogle sjove og dejlige bemærkninger.

 Juni 08: Axel leger butik, og spørger om jeg vil købe noget. Jeg siger jeg ikke har nogen penge, og han låner mig en 50 øre, som han har fået til sparebøssen. Så er jeg klar til at handle. Jeg køber en ting, og spørger hvor meget det bliver. "Én krone", er svaret. "Så har jeg ikke råd, jeg har kun 50 øre....". Axel siger: "Det gør ikke noget, mor. Jeg tager Dankort".

 Marts 08: Lars og Axel er ude og kører med S-tog. Et andet tog passerer, og det er overmalet med graffiti. Axel siger: "Se, der er malet på toget". Ja, siger Lars, det må man ikke. Nej, siger Axel, men måske er det Jesus, der har malet det.

 Marts 08: Onkel Kasper er på besøg. Axel er ved at bygge noget stort med Lego. Kasper siger det er et flot træ, hvortil Axel svarer, at det altså er en rumraket. Nå, siger Kasper, "Er det en rumraket?". Axel kigger på ham. "Skulle du ikke snart hjem?". Jeg tror ikke det var en overlagt flabet bemærkning, men mere et reelt spørgsmål, da Kasper tidligere havde sagt, at han snart skulle hjem. Men det var perfekt timing, må man give ham.

 Marts 08: Vi er på vej til Silvan, Lars skal købe noget trælim. Axel plejer at ville med ind alle vegne, så vi spørger ham om han vil med i Silvan. Efter en lille tænkepause siger han: "Ooookay, men så vil jeg også ha en cola".

 Feb. 08: Axel hopper i vores seng, og synes jeg skal se hvor højt han kan hoppe. Jeg er ved at lægge tøj sammen, og siger: "Jeg er færdig om 2 minutter, så kommer jeg og hopper samme med dig." Han ser lidt bekymret ud, og siger så: "Mor...du må ikke hoppe i sengen, så braser du den jo."

 Juni 07: Hjemme hos Mette og Peter. De har fået kattekillinger, eller deres hunkat har. Axel skal ae katten, men den er spids på ham, som han siger.

 Jan. 07: Axel taler i telefon med mormor, og siger: "Min far, min mor, min Oskar". Jeg ved ikke hvad spørgsmålet var, men det er dejligt at høre, at han inkluderer Oskar i familien.

 Dec. 06: Vi sidder og taler om Oskar, og fortæller Axel er han jo næsten lige er født. Axel siger: "Jeg er ikke blevet født". Nå, siger vi undrende, "hvor kommer du så fra?". "Jeg kommer fra Grønland, med den store røde flyver". Hvor han har fået den idé fra, vides ikke, men vi griner stadig over den bemærkning.

 Nov. 06: Dagen efter Oskars fødsel, kom vi hjem fra hospitalet. Mormor og morfar var her, og havde lavet mad. Da de senere på aftenen skulle hjem, siger Axel til morfar: "Du må gerne tage Oskar med hjem". Forståeligt nok ville han gerne have os lidt for sig selv. To dage efter er vi på besøg hos mormor og morfar, og da vi skal hjem, kigge han meget bestemt på morfar, som bærer rundt på Oskar: "Vi skal altså have ham med hjem". Mit hjerte smeltede.

 Sep. 06: Axel og jeg kører i bilen. Vi holder ved et lyskryds, og pludselig siger Axel: "Kør så frem, Mulle". Jeg kunne ikke lade være med at grine, men må indrømme, at det er noget jeg selv havde sagt tidligere på turen, da en forankørende nærmest gik i stå.

 Aug. 06: Vi ser Teletubbies, God jul. (Det er ikke lige årstiden, jeg ved det). Historien er, at hver teletubbie får en gave. I gaverne er forskellige ting. I Po's er en snevejrs sky, La-La får guirlander og Tinky Winky får en julestjerne. Axel har helt styr på det, og det er en leg i sig selv, at sige hvad gaven indeholder, inden de åbner dem. Så da vi når til Dipsy's gave, spørger jeg: "Hvad er der i gaven?". Axel ser ud til at have glemt det, men lyser pludselig op. "En motorcykel", siger han, ivrig over at være kommet i tanke om det. I gaven er en knallert. Altså af den slags man trækker til jul og nytår. Det er svært med den slags ord, der har dobbelt betydning, men jeg kunne ikke lade være at grine.

 Aug. 06: Lars er ude og sejle. Jeg er ved at lægge Axel i seng, og siger til ham: "Jeg elsker dig". Hertil svare han: " Elsker dig også". Han ligger og tænker lidt, og siger så: "Min far elsker også mig meget højt". Og det gør han. Jeg vidste slet ikke at han tænker over sådan noget, men det er dejligt at han siger det.

 Aug. 06: Jeg henter Axel i dagplejen, og da vi kører hjem fortæller jeg, at vi skal have hjemmelavede burgere til aftensmad. Axel siger meget bestemt: "Mig ha' is, mens mor og far spiser burger". Ret sjovt, men det blev der nu ikke noget af.