Onsdag d. 7.april 2004

 Vi er lige flyttet ind i vores hus, og har kun sovet der 3 nætter. Det er påskeugen, og Lars er fri. Vi har stadig mange flyttekasser, som skal pakkes ud, så det går vi og hygger os med. Jeg er ved at være ret besværet af graviditeten, har taget ca. 5 kilo på den sidste uges tid, som hovedsageligt er vand i benene. Jeg har haft en del halsbrand de sidste par måneder, og selvom det er billigt sluppet, er det ikke særlig rart.

 Kl. 22 sidder jeg i sofaen og ser fjernsyn, mens Lars pakker ud. Så får jeg denne her mærkelige fornemmelse af at tisse i bukserne, uden at tisse. Jeg går ud på toilette, men det er ikke så slemt. Jeg fortæller Lars, at vandet nok er gået, og jeg vil lave bind-testen. (Til fødselsforberedelse fik vi at vide, at hvis et natbind blev gennemvædet på en time, kunne man regne med at vandet var gået). Der går dog kun 10 minutter, så føles det igen som om det løber ud af mig. Og det gør det. Jeg når lige ud på toilettet, så løber det ned af mine ben, og laver pytter på gulvet. Jeg kalder på Lars, og kan ikke lade være med at grine. Det er så komisk at stå der, og "tisse" i bukserne, og ingen ting kunne gøre. Lars griner også, mens han henter noget at tørre op med. Jeg får vasket mig, og får noget rent tøj på.

 Jeg ringer til Riget, (ingen panik, hovedet har stået fast i min. 2 uger), og de beder os komme ind til undersøgelse. Jeg giver mig god tid, for jeg har endnu ikke haft en ve, og jeg er fast besluttet på ikke at være en af dem, der tager på sygehuset, og bliver sendt hjem igen, 7 gange inden de går i fødsel. (Har fuld forståelse for at nogen føler sig meget usikre, men jeg er selv ret rolig).

 Vi er på Riget kl. ca. et om natten. Jeg har siddet på et babytisselagen hele vejen derind, men vi måtte alligevel stoppe en enkelt gang, så jeg kunne vikle et tæppe om mig. (Det løb helt vildt). Når man kommer på det tidspunkt, er der kun åbent via hovedindgangen, og der kan man ikke parkere, så Lars sætter mig (og mit våde tæppe) af, og parkerer så bilen. Igen kan jeg kun grine af situationen. Jeg står der og hundefryser, med vådt tøj og tæppe, men hvis jeg begynder at gå, føles det som om det bliver værre. Lars kommer, og vi gå op på fødegangen.

 En JM-stud. tager imod os, og jeg spørger om jeg kan få et bind (eller noget større), og lige gå ud og vaske mig lidt. Hun viser mig ud på toilettet, og gå ud for at finde et bind (ble) til mig. Jeg har forklaret, at der kommer meget fostervand, men hun lader til at betvivle mig, for hun kommer med et almindeligt bind. Det holder kun et øjeblik, men så er jeg også kommet på briksen, for at blive undersøgt.

 Jeg bliver undersøgt, og jeg er kun en lille centimeter åben. De kører en strimmel i ca. 20 minutter, og fortæller mine veer er startet, selvom de er så små, at jeg endnu ikke kan mærke dem. De skønner at Axel vejer 3800 gram. Vi skal bare tage hjem og få sovet, og ringe til dem, når veerne kommer regelmæssigt med 2 minutters mellemrum.

 Vi er hjemme kl. ca. 2:30, og lægger os til at sove.

 Torsdag d. 8.april 2004 (Skærtorsdag)

 Jeg vågner ved 7-tiden, muligvis af veer, som så småt er begyndt. Der er dog ikke meget gang i dem, så efter morgenmaden, fortsætter vi udpakningen af flyttekasser. Det bliver dog ikke til så meget, for mit vedkommende, for Lars synes jeg skal slappe af, og spare mine kræfter til fødslen. Han har ret. Vi ved jo den er på vej, og helt ærligt vil jeg også helst bare sidde og hænge. Fostervandet siver stille og roligt hele dagen. (Jeg havde ikke troet, der ville være meget).

 På en eller anden måde, går dagen bare, og veerne bliver kraftigere. På et tidspunkt om eftermiddagen synes jeg de kommer ofte, og tager tid på dem. 2 minutter imellem, men kun 2 gange, så går der 5 minutter imellem. Vidste egentlig godt det ikke var nu, men hvis det var, ville veerne i hvert fald ikke blive noget problem.

 Ud på aftenen begynder veerne at tage fat. Det gør ret ondt, og jeg skal virkelig koncentrere mig om min vejrtrækning. Det hjælper faktisk lidt, at tage nogle dybe indåndinger. Jeg synes det er på tide at kontakte fødegangen, og varsle vores ankomst. Vi skynder os ikke, men jeg er glad for at være på vej. Jeg får nogle ret seriøse veer (troede jeg på det tidspunkt), på vej derind, og regner bestemt med at være i nærheden af fødsel.

 Da jeg bliver undersøgt, er der ikke noget at komme efter. 1.5 cm åben. Nå. Klokken er nu ca. 23, så de foreslår, at jeg får et skud morfin, og bliver lagt ind for at sove. Fint med mig, selvom jeg seriøst overvejer det med nålen, der skal stikke mig. (Er meget dårlig til nåle). Vi kan få et værelse, hvor Lars kan sove i en seng ved siden af. Fedt. JM fortæller, at man kun giver morfin, når man er sikker på at fødslen ikke går i gang, inden for 4 timer, for så kan den påvirke barnet. Når morfinen holder op med at virke (efter 4 timer), må vi se hvor langt jeg er nået.

 Morfinen virker hurtigt, og jeg kan sove mellem veerne. De er så kraftige at jeg vågner af dem, men at kunne sove i ventetiden, er rigtig dejligt. Lars sover lynhurtigt, og vågner ikke af min klagesang. (Jeg er heller ikke meget højlydt, men larmer da lidt).

 Fredag d. 9.april 2004 (Langfredag)

 Ved 3-tiden om morgenen er veerne så kraftige, at jeg ikke længere kan sove mellem dem. Jeg vækker Lars, og får ham til at ringe på klokken. Der kommer en JM ind, i fuld operationsudklædning, og siger: "Vi har et akut kejsersnit, så vi har ikke tid lige nu". Hun vil dog bede en assistent om at kigge til mig. Der går ca. 45 minutter uden der kommer nogen. Veerne er nu så voldsomme, at jeg er nødt til at presse lidt, for at kanalisere smerten. Jeg ligger og hiver i hovedgærdet på sengen, og får flere gange rykket det af. Jeg sætter det selvfølgelig på plads igen, når veen er overstået, men det er rart at have noget at hive i. Lars ringer igen på klokken.

 Der kommer en assistent, og jeg beder om noget smertestillende. Hvis jeg stadig er langt fra fødsel, er jeg nødt til at have noget, hvis jeg skal have flere kræfter tilbage til senere. Hun siger, at der er helt fyldt op på fødestuerne, og jeg kan ikke få noget smertestillende, før jeg kan komme derind. Fedt. Hun kan dog tilbyde mig et varmt omslag. Godt så. Alt er bedre end nu. Hun vender hurtigt tilbage med omslaget, og kommer lige da jeg har en ve. Jeg er mildest talt, noget anstrengt, og hun vil gerne lige have lov at undersøge mig. Det ser lidt voldsomt ud, synes hun.

 Hun undersøger mig, og udbryder, lettere chokeret, :"Du er jo i fødsel. Jeg henter lige en JM". Fint med mig. Så har det jo ikke været forgæves. JM kommer ind, (den samme, som en time tidligere), og undersøger mig. Hun fortæller, at hun, da hun var inde hos mig tidligere, var ked af ikke at kunne hjælpe, men håbede at vi selv ville ringe på hjælp igen. (Og det gjorde vi så også). Den er god nok, jeg er i fødsel. "Så må vi se at finde en plads til dig". Tak. De kommer ind igen et par minutter efter, og diskutere lidt, om de skal køre sengen ind på fødestuen, eller om jeg skal gå selv. Det bliver til en gåtur. Det skulle gerne hjælpe ham lidt på vej. (Vi har vidst siden december, at vi skal have en dreng). Det bliver en stue på fødegangen, selvom jeg egentlig høre til på klinikken. Der er bare ikke plads.

 Ned af sengen, og af sted det går. Langsomt, og med temmelig meget hjælp fra Lars, for jeg bevæget mig hen på fødestuen. Klokken er hen ad 4 om natten/morgenen. Op på sengen. "Hvordan vil du helst ligge?". Ingen anelse. Bare det er effektivt. Jeg kan ikke få smertestillende nu, men det er også ved at være lige meget. Efter et par presseveer, siger JM, at hun vil lægge et kateter. Der er ikke plads til en fyldt blære, når man skal føde. Jeg får dog overbevidst hende om, at jeg selv kan gå ud og tisse. Bare det at gå på toilettet, tager lang tid, for veerne kommer hele tiden. JM siger, at jeg bare skal presse, når de kommer, men jeg kan heller ikke andet.

 Tilbage i sengen igen. Jeg presser et par gange, men JM er ikke helt tilfreds. Hun forslår at jeg står op, for det lod til at gå bedre før, da jeg skulle på toilettet. Det prøver vi så. Og det går bedre. Jeg læner mig ind over sengen, og Lars står på modsatte side, så jeg kan holde mig oppe i hans arme. Det virker rigtig godt. Der gå noget tid, (selvom jeg ikke har særlig meget fornemmelse for tid), og JM siger: "Skal vi aftale at han er født inden kl. 5?". Jeg kigger på uret. 4:45. Ja, han er født inden 5. Jeg kan slet ikke overskue, hvis det skulle tage længere tid.

 Endnu nogle veer, og JM siger hun kan se hovedet. Jeg mærker efter. Super underligt. JM får fat i en assistent, og ligger nogle puder på gulvet under mig. Bare for en sikkerheds skyld, hvis han nu skulle smutte ud af hendes hænder. Så kommer hovedet ud, og så resten af kroppen. Præcis klokken 5, er Axel kommet til verden. Han ligger lige dér på puden under mig, men jeg kan næsten ikke se ham, når jeg står på den måde. Lars går om og kigger. Han er helt fantastisk. De flotteste øjne kigger tilbage på os. Lars klipper navlestrengen, som det jo hører sig til, og jeg kan komme op på sengen og ligge. Jeg får Axel i armene. Ubeskriveligt. Han er godt nok dejlig.

 Vi er helt "berusede" begge to, men nu skal moderkagen "fødes". Jm beder mig presse, mens hun hiver lidt i navlestrengen. Smut, og så er det overstået. Lidt som at hive et plaster af. (Jeg havde faktisk frygtet det, for jeg har læst nogle slemme beretninger. Det skal man nok holde sig fra). JM holder moderkagen op, så vi kan se den. Jeg skal have et enkelt sting, for en slimhinde er bristet. Pyt. En enkelt sting er hurtigt klaret. Jeg føler mig nærmest uovervindelig. JM går ud og skifter tøj, for hun har fået temmelig meget blod på bukserne, og Axel tissede på hende, da han kom ud. Dygtig dreng.

Da hun kommer tilbage, bærer Lars Axel over til vægten, og han bliver målt og vejet. 53 cm, og 4260 gram. En dejlig stor dreng. JM siger, at hun gerne vil have ham over på børneafdeling, og have taget en blodprøve. Hun synes han stod lidt længe i bækkenet, og vil gerne have checket hans blodsukker. Hun har en tid til ham kl. 7. Så kan Lars få lov at bære ham derover. Men først skal vi have lidt at spise. Assistenten kommer ind med en vogn med kaffe, te, brød og FLAG. Genialt. Det er jo en fødselsdag, som hun siger. Servietterne er blå, når det er en dreng, og der hele er bare perfekt. Det er en rigtig dejlig start på forældreskabet. Vi får lov at være os selv, ind til Axel skal til check.

 Tiden går meget hurtigt, og klokken lidt i 7 kommer JM, for at følge Lars (og Axel) over på børneafdelingen. Hun giver Axel tøj på, for at det ikke skal tage for lang tid, men hun viser os også hvilken kommunikation man allerede nu kan have med ham. Hun rækker tunge, ganske langsomt, og han efterligner fuldstændigt. Utroligt. Det havde jeg aldrig selv fundet ud af. Og så går de.

 Jeg får tid til at spise lidt mad, men det virker egentlig ikke så vigtigt. Man har typisk 2 timer på fødestuen, efter fødsel, så skal man videre over på barselsgangen, men pga. pladsmangel, får vi lov at blive længere på fødestuen. Det er fint, for her er god plads. Vi har forhørt os om muligheden for en familiestue, men det kan ikke lade sig gøre.

 Lars kommer tilbage. Axel havde fået en milliliter sukkervand, som Lars havde givet ham. Der var ingen problemer. Vi hygger os rigtig, får taget lidt billeder, men sidder egentlig mest og kigger på Axel. Han er skøn.

 Den JM vi havde fornøjelsen af, er en af dem der underviste på fødselsforberedelse. Heldigvis en af dem, vi begge godt kunne lide. Og hun var super. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Hvis man selv kunne bestemme, ville jeg helt sikkert vælge hende igen. STORT TAK for hjælpen.

 Ved 9-tiden er der blevet plads til os på en barselsstue. Desværre ligger der en i forvejen, så Lars kan ikke overnatte. Hun er nu sød, den anden nye mor, så ingen problemer i det. Der går lidt tid med at blive flyttet, (man går meget forsigtigt, når man lige har født), men det er rigtig dejligt at køre Axel rundt i den lille vugge. Stolte forældre.

 På stuen får vi en hurtig (læs: MEGET hurtig) orientering, så er vi overladt til os selv. Lars går ned og køber et telefonkort, så vi kan ringe til familien. Alle bliver helt vilde over nyheden. Mine forældre, bror og farmor vil komme og besøge os om aftenen. (Lars's familie bor på Fyn, så de kommer ikke lige forbi). Glæder os til at vise Axel frem.

 Vi går ind for at skifte Axel for første gang. Han er ikke særlig begejstret for tilværelsen uden tøj, så det bliver hurtigt overstået. Jeg føler det som om alle andre har været der længe, og har styr på det hele, og vi bare er på besøg. Det skyldes nok at vi ikke er blevet vist rundt, og selv må finde ud af hvordan alting foregår. Øv.

 Tilbage på stuen kommer en assistent ind, mens jeg er på toilettet, og spørger Lars, om jeg har fået frokost. Det kan han kun sige nej til, for vi vidste ikke, at der var frokost nu og hvor. Hun beder Lars gå ud og hente noget til mig, inden det bliver kørt væk. Tak for informationen. I løbet af dagen kommer der en JM og kigger til mig. Intet at bemærke. Hun viser mig hvordan man hjælper en baby til at amme på den rigtige måde. God info. Desværre har Axel slugt noget fostervand under fødslen, som han kaster op en gang imellem. Det gør at han ikke rigtig har lyst til at amme. Pyt, det kommer nok.

 Jeg tager mig et bad, mens den stolte far passer Axel. Ikke fordi der er meget at gøre, (han sover), men det er fedt at kunne sige. Jeg opdager hvor mangelfuld en information vi har fået, da der ikke er flere "bleer" på toilettet, og jeg aner ikke hvor jeg skal finde dem. En venlig sjæl viser mig depotrummet, hvor jeg også kan finde rent tøj, sengetøj til vuggen osv.

 Ved 18-tiden får vi besøg. Det er skønt at vise Axel frem, og alle er bare så glade, og synes selvfølgelig, at han er det dejligste barn i verden. Vi får gaver og blomster, og tiden går alt for hurtigt. Så er besøgstiden forbi, vi er trætte og familien skal hjem. Tak for besøget.

 Lars kører hjem ved 22-tiden. Ikke fordi han har lyst, men han er træt, og vi skal til påskefrokost i morgen.

 Natten går langsomt. Axel vågner mange gange og græder, og det er lidt stressende, når der ligger en ved siden af, og prøver at sove. Han bliver ikke trøstet af amning, for han kaster stadig lidt fostervand op en gang imellem.

 Lørdag d. 10.april 2004 (påskelørdag)

 Jeg føler mig ikke just udhvilet, da morgen personalet kommer. En assistent spørger om hun skal tage Axel, så jeg kan få mig noget mad. Gerne. Hun spørger hvornår han er blevet skiftet, og jeg kan kun sige: "En gang i nat". Jeg kan overhovedet ikke huske hvornår. Hun går med ham. Føler mig lidt lettet, og får dårlig samvittighed af det, men jeg har behov for en pause.

 Da jeg har spist, kommer hun ind med ham igen. Hun synes også han er skøn, og viser mig hvordan jeg kan sidde med ham, så jeg også kan sove lidt. Hun kom som sendt fra himlen.

 Ved 9-tiden kommer Lars, og han har tøj, lift osv. med. Vi skal hjem til mine forældre til påskefrokost, og jeg glæder mig til at skulle lidt væk. Personalet synes det er i orden, at vi kører nogle timer. Fint. Af sted det går. Første køretur klarer han fint.

 Det er en sand fornøjelse at komme ud til mine forældre, og blive vartet op. Jeg bruger et par timer på at "øve" amning med Axel, og det går rigtig godt. Axel har afføring for første gang, og det er meget. Som de nye forældre vi er, har vi slet ikke forberedt os ordentligt. Vi er derfor ikke noget skiftetøj med, men heldigvis har min farmor en tøjgave med. Tøjet er lidt stort, men det er fint. Utroligt. Allerede anden dag som forældre, og hukommelsen svigter. Men skiftetøj glemmer vi ikke, en anden gang. Efter en dejlig frokost, kører vi tilbage på Riget ved aftensmads tid.

 Ved 19-tiden kommer nogle venner på besøg. Dejligt. Det er faktisk lidt smart, at få nogle af barselsbesøgene "overstået", mens man er på hospitalet. Vi får rigeligt at se til, når vi kommer hjem, for vi har stadig ikke fået pakket alle flyttekasserne ud.

 Axel bliver urolig ved 20-tiden, og jeg siger farvel og tak til gæsterne. Jeg vil gerne amme i rolige omgivelser, og det er der ikke i besøgsstuen.

 Et par timer senere kører Lars hjem. Vi regner med at tage hjem næste dag, men vil gerne lige have denne nat med på hospitalet.

 Søndag d. 11.april 2004 (påskedag)

 Natten ligner den foregående, selvom Axel er begyndt at ville amme. Vi har dog stuen for os selv, så det er lidt mere afslappende. Til gengæld føler jeg mig meget alene, når jeg ikke kan trøste Axel. Igen er jeg helt færdig om morgenen, og assistenten (samme som dagen før) tager Axel en halv times tid.

 Da Lars kommer, tager jeg et bad, og vi rydder lidt op, for vi regner med at tage hjem. Jeg går ind i personalestuen, og spørger hvor meget jeg skal rydde væk, før jeg tager hjem. De kigger mærkeligt på mig, og spørger om Axel er blevet checket. Hvad???? Det har jeg ikke hørt noget om. Der skal også skrives nogle papirer, så hvis jeg lige kommer tilbage om en halv time, vil de gøre det klar. Godt så. Hvis de nu bare havde givet os en ordentlig introduktion, havde vi ikke stået her nu.

 En halv time senere kommer en JM ind. "Har Axel tisset?". Det ved jeg ikke. Det er lidt svært at vide, med de super absorberende bleer, han har på. "Han skal have stof ble på, til man er sikker på, at han har tisset. Ellers kan man ikke blive udskrevet". Heldigvis tissede han jo på JM, da han blev født, så han kan godt. Det er godt nok. "Er han blevet vejet i dag? Vi skal vide hans udskrivelsesvægt". Nej, han er ikke blevet vejet i dag, men vi vejede ham i går, og da sagde den 4250 gram. "Så vejer han nok ca. det samme i dag. Det skriver vi på". "Normalt har man en samtale med en JM, omkring det at blive forældre, og den første tid derhjemme, men du er altid velkommen til at ringe, hvis du har nogle spørgsmål". Det er godt at vide. Vi får en tid til pku-test, og siger farvel, og tak for denne gang. Vi føler os lidt lettede, da vi kører hjemad. Det er dejligt at være på vej. Nu er vi en familie.